Ny lasercutter gør det fedt for børn at nørde i Makerspace

Bülows Makerspace ved Kulturkasernen har fået en ny lasercutter, som en del af en større renovering. Den skal blandt andet bruges i værkstedets Opfinderklub, hvor børn kan udfolde sig kreativt og lege med teknologi. 

Bülows Makerspace i Fredericia fik onsdag den 6. marts leveret en ny lasercutter. Hos teknologiværkstedet på Kulturkasernen glæder de sig til at tage den i brug. Den nye lasercutter kan arbejde hurtigere og har en større arbejdsflade, så man kan lave større produkter med den. 

“Den er slidt, den vi har nu, så den kommer bare til at gøre nogle ting nemmere,” siger Majbritt Eliasson Larsen, der arbejder deltid ved Bülows Makerspace. 

En lasercutter er en maskine, der kan skære og gravere i materialer såsom træ, akryl og læder. Den nye maskine, som hedder AEON MIRA 9, er et led i et større renoveringsprojekt. Projektet gjorde det muligt for det kommunale teknologiværksted at rykke i nyrenoverede lokaler kort før årsskiftet.  

Majbritt Eliasson Larsen fortæller, at renoveringen har gjort værkstedet til et meget bedre sted at være: 

“Ungerne synes, det er megafedt at være hernede. Når de kommer ind, siger de ‘waaaow’.” 

Majbritt Eliasson Larsen er blandt andet tilknyttet Opfinderklubben, som er et fritidstilbud til børn og unge i alderen 10-14 år. Som det fremgår af navnet, er det et tilbud, hvor børn kan være kreative og lege opfindere. Her kan de blandt andet lære at bygge robotter, konstruere figurer med 3D-printere eller lave alt muligt med lasercutteren, som for eksempel øreringe og brætspil.  

“Vi kan se, at de er vilde med det. De vil gerne have det hele i gang – hele tiden. Der er ikke maskiner, der får lov til at stå slukkede til en eftermiddag i Opfinderklubben,” fortæller Christoffer Jepsen, der også er ansat ved Makerspace. 

Derfor mener Christoffer også, at den nye lasercutter helt sikkert kommer til at køre, når Opfinderklubben mødes igen på mandag.

Rum til at nørde 

Ifølge Majbritt Eliasson har de med Opfinderklubben haft succes med at skabe et rum, hvor det er fedt at nørde. De gør meget ud af at møde børnene i øjenhøjde og gribe deres idéer. 

“Alt er tilgængeligt og hænger fremme. Når man kommer ind, så har man lyst til at være kreativ. Det skal inspirere børnene,” siger Majbritt Eliasson. 

Hun fortæller, at de ansatte undervejs i renoveringen har kunnet sætte deres præg på indretningen. De har fokuseret på at skabe et rum, der indbyder til leg og kreativitet. 

Renoveringen af Bülows Makerspace er blevet finansieret af penge fra Fredericia Kommune, Villum Fonden og Google. Nogle af pengene er gået til den nye lasercutter, der har kostet omkring 100.000 kr.

Christoffer Jepsen fortæller om lasercutteren, og hvordan børnene kan få gavn af den. Her er det den gamle model fra Universal Laser Systems, der er i gang. Video: Johannes Lindved Lindberg.