
Hvem ejer Fredericia Avisen? Det spørgsmål kan de fleste i Fredericia svare på. I hvert fald ifølge ejeren selv.
Andreas Dyhrberg Andreassen og hans digitale medie fik national opmærksomhed, da han for en måned siden ’glemte’ at deklarere sin tilknytning til både avisen og skribenten bag en artikel, der fremstillede ham som det oplagte valg til Socialdemokratiets næste borgmesterkandidat, ved kommunalvalget i 2025.
Da han fik mulighed for at kommentere kritikken i Presselogen på TV2, d. 11. februar, indledte han sit forsvar således:
”Helt generelt er det alment kendt, at jeg ejer avisen og at redaktøren er min bror”.
Men er det nu også rigtigt?
En rundspørge blandt 12 lokale borgere i gaderne omkring bymidten i Fredericia tegner nemlig et andet billede. Kun én af de adspurgte fortæller, at de kender til borgmesterkandidatens ejerskab af Fredericia Avisen. Det er dog heller ikke særlig nemt at finde ud af.
Så skal man i hvert fald gennem flere andre hjemmesider end avisens egen. For her findes ingen beskrivelse af ejertilknytningen. Men moderselskabet Danske Digitale Medier har underside med titlen ”Ejerskab”.
Klikker man sig ind her, får man dog ikke anden information, end at virksomheden har en ”tværpolitisk, beslutningstagende bestyrelse”, men ikke nærmere information om navngivne personer.
Bæltebladet har henvendt sig til Fredericia Avisen og Andreas Dyhrberg Rasmussen for en kommentar til, hvordan man har tænkt sig at gøre det tydeligere hvem der er ejer fremover. De er ikke vendt tilbage.